Øvelse: Rollespil på film

 

Udstyr: Elevernes mobiler til at optage rollespillet, og det device, eleverne bruger til at klippe deres film.

Hvis skolen råder over eksterne mikrofoner (som passer til smartphones), anbefaler vi, at grupperne får udleveret én hver. Det vil højne filmenes lydkvalitet. Hvis I ikke har adgang til eksterne mikrofoner, udgår lydmandens funktion, hvorfor det vil være optimalt at nedsætte 3-mandsgrupper.

Programmer: Vælg det klippeprogram, eleverne tidligere har arbejdet med. Hvis eleverne ikke har prøvet at klippe en film sammen før, anbefaler vi Wevideo, der ligger på SkoleTube.

3 lektioner:

  • 10 min. til præsentation af forløbet

  • 10 min. til brainstorm på emner, situationer og følelser på klassen

  • 20 min. til idéudvikling og forberedelse af indhold for dialogscene

  • 10 min. til gennemsyn af og dialog om video-essay, ’Drop det dovne kamera’

  • 50 min. til optagelse af 1 dialogscene uden for skolen

  • 60 min. til klipning af filmen*

  • 20 min. til præsentation og feedback på gruppernes film i klassen

*Hvis eleverne ikke har erfaringer med klipning af film, anbefaler vi, at I afsætter i alt 90 min. på, at eleverne først orienterer sig i vores video tutorials i klipning og derefter klipper deres film.

Fagligt fokus: Eleverne trænes i at tale om emner, situationer og følelser i et engelsk hverdagssprog og med klar og tydelig udtale og intonation. De trænes endvidere i at tilegne sig replikker og arbejde med mimik og gestik. Endelig trænes eleverne i at give feedback til andre på engelsk.

Filmisk fokus: Eleverne trænes i at tilrettelægge en mindre filmproces fra idé til færdigt produkt. De opnår viden om udvalgte filmiske virkemidler, optagelse og efterproduktion ved at udarbejde en dialogscene som rollespil.

For at gøre dialogscenen spændende og dynamisk at se på skal eleverne arbejde med følgende filmiske virkemidler i optage- og klippeprocessen:

  • Over skulderen skud
  • Reaktionsskud
  • Klip på blikretning
  • 3 forskellige billedbeskæringer (halvtotal, halvnær og nær)

Om øvelsen: 3-mands grupperne skal forberede, optage og klippe et lille rollespil ud fra en bestemt situation, følelse eller holdning. Øvelsen kommer med konkrete forslag hertil til inspiration, men vi anbefaler, at I også gennemfører en hurtig brainstorm på klassen, så eleverne kommer til at lave rollespil om emner, de synes er interessante, og som de kan føre en kortere samtale om på engelsk

Vi anbefaler ligeledes, at eleverne får lov til at optage deres dialogscene uden for skolen (eller på et roligt udeareal til skolen), hvor grupperne har ro til at optage og hvor det er trygt og naturligt for dem at føre en samtale - siddende eller liggende. Det kan fx være hjemme hos en af eleverne – indenfor eller udenfor, i en park, i en skov, etc. Location skal dog ligge i cykelafstand fra skolen.

Rollespillet skal rumme 1 dialogscene mellem to personer på max 2 min. Den tredje elev optager scenen. For at tilgodese, at alle elever bliver skuespillere og fører en dialog på engelsk, kan I med fordel lade alle eller de hurtige grupper optage 2 dialogscener med forskellige roller – evt. med nyt tematisk fokus.

I forberedelsesprocessen skal grupperne indkredse, hvad samtalen skal handle om. De skal også undersøge, hvilke engelske begreber, de skal kende til.

Eleverne guides til, hvordan de gør deres dialogscene dynamisk og spændende at se på med vores videoessay, ’Drop det dovne kamera’, som I skal se og gennemgå på klassen før grupperne går på optagelse.

I optagelsesprocessen skal fotografen have fokus på udvalgte filmiske virkemidler.

Grupperne klipper deres rollespil sammen.

Forløbet afsluttes med visning af gruppernes film og feedback på klassen på engelsk ud fra udvalgte sproglige fokuspunkter.