Dengang jeg var barn

 

Udstyr:

Elevernes mobiler til at optage portrætfilmen. Det device, eleverne bruger til at klippe og vise deres film.

Program:

Vælg det klippeprogram, eleverne tidligere har arbejdet med. Hvis de ikke har prøvet at klippe en film før, anbefaler vi Wevideo på Skoletube.

Tidsforbrug:

3 lektioner

  • 10 min. til præsentation af forløbet

  • 10 min. til gennemgang af interviewteknikker - hv-spørgsmål og interview opstilling

  • 10 min. til forberedelse af interviewspørgsmål

  • 10 min til gennemgang af interviewerens og fotografens rolle

  • Optagelser i hjemmet af interviews

  • 60 min. til upload af optagelser og klipning af portrætfilm*

  • 20 min. til præsentation og feedback på gruppernes portrætfilm

  • 15 min. til opsamling på klassen

*Hvis eleverne ikke har klippet en film før, skal der afsættes mere tid til, at de lærer klippeprogrammet at kende. Vi anbefaler også, at I ser vores videotutorials i klipning sammen.

Fagligt fokus:

Eleven kan anvende kilder til at opnå viden om fortiden. Eleven kan konstruere historiske fortællinger i form af et portræt af et ældre familiemedlem - med fokus på barndommen. Eleven kan også sammenligne tidligere tiders barndom med egen barndom.

Filmisk fokus:

Eleven opnår viden om og praktisk erfaring i at skabe en dokumentarisk portrætfilm fra tilrettelæggelse til færdigt produkt. Eleven lærer at gennemføre et interview - herunder grundlæggende interviewteknikker og interview opstilling på film.

OBS:

Vi anbefaler, at du i god tid før forløbet skriver hjem til elevernes forældre, så de har kendskab til dette historieforløb, hvor ca. halvdelen af klassens elever skal interviewe et ældre familiemedlem om dets barndom. Den anden halvdel skal optage interviewet på deres mobiler til en lille portrætfilm. 

Vælg de ældre familiemedlemmer, der bor i samme by som eleverne. Alternativt kan eleverne også vælge at interviewe en ældre nabo eller ven af familien, eller en ældre frisk person på et plejehjem i nærheden.