4. - 6. klasse 5 lektioner Engelsk 2 personer

 

     

Mobil

Mikrofon

Computer

 

 

Når du har gennemført øvelsen:

 

  • Kan du lave et familieportræt i et enkelt hverdagssprog på engelsk

  • Kan du optage og klippe en lille dokumentarfilm med brug af enkle filmiske virkemidler

  • Kan du få og give feedback på dit familieportræt med fokus på dine sproglige færdigheder

 

 

Om øvelsen

  • I skal arbejde sammen i makkerpar og lave et portræt af hver af jeres familier

  • De to portrætter skal være dokumentarfilm, hvor I præsenterer jeres familie derhjemme. I skal præsentere hvert familiemedlem – deres titel (mor, far, søster, bror), navn, alder. Og så skal I vælge 2 emner, som I synes er interessante at fortælle om jeres familiemedlemmer. Det kan være deres interesser, hvad de laver af praktiske ting derhjemme, hvad de godt kan li’ (at spise og drikke) eller hvad de hader/ikke kan li’

  • Inden I går på optagelse, skal I have styr på, hvad I vil fortælle om jeres familie og hvilke engelske ord I skal kende til

  • I optager to små portrætfilm på hver 1-2 min. Når I optager og klipper jeres film, skal I bruge nogle enkle filmiske virkemidler for at jeres familieportræt bliver spændende at se på

  • I slutter med at vise jeres familieportræt for klassen og giver feedback på hinandens film.

Eksempel på elevfilm kommer senere

 

 

Før optagelse

  • I får en makker som I skal arbejde sammen med

  • I er fotograf på hinandens film og I præsenterer jeres egen familie

  • Forbered jeres familieportræt:

    • I skal præsentere hvert familiemedlem (mor, far, søster, bror), navn og alder

    • Vælg to emner, som I synes er interessante at fortælle om. Det kan være deres interesser, hvad de laver af praktiske ting derhjemme, hvad de godt kan li’ (at spise og drikke) eller hvad de hader/ikke kan li’

    • Hvad hedder det på engelsk? Tjek de engelske ord, I skal kunne for at præsentere jeres familie og skriv dem ned på et papir

  • Før I begynder at optage jeres film, skal I se video-essayet:

    • Gå med kameraet (på vej)

  • Og kende til:

 

 

Husk! Vend mobilen vandret Optag 3 sekunder før og efter hvert skud, så der er noget at klippe i Tjek ofte, at der er lyd på jeres optagelser

Indstil jeres mobil eller tablet til at optage i 720p

 

 

Under optagelse

 

Optag jeres familieportræt:

  • Gå med kameraet:

    • Som fotograf skal du følge din makker, når hun/han går rundt i huset og hen til et familiemedlem.

  • Stå stille med kameraet:

    • Film din makker forfra, når hun/han præsenterer hvert familiemedlem, så hun/han kan tale direkte til kameraet.

  • Billedbeskæringer:

    • Film din makker og familiemedlemmet i halvtotal og halvnær

  • Mindst én gang skal du tæt på i et nærbillede af dét, familiemedlemmet laver. Det kan være, at far står og laver mad, så vil vi også gerne se, hvad der er i gryden. Eller at mor arbejder i haven, så vil vi gerne tæt på hendes hænder, når hun arbejder. Og hvis en søster eller bror fx kan li’ at spille fodbold, så film en fodbold eller måske en medalje på værelset

 

 

Redigering

 

 

Præsentation og feedback

 

Vis jeres 2 familieportrætter for klassen og giv grupperne feedback:

In English:

  • Tell us about the family:

    • Names

    • Ages

    • Interests

  • What are they doing in the film?

  • What do you like best about the family portrait?

 

Øvelse: Welcome to my family!

 

Klassetrin: 4.-6. klasse

Fag: Engelsk

Antal elever: 2

Udstyr: Elevernes mobiler til at optage familieportrættet, og det device, eleverne bruger til at klippe deres film.

Programmer: Vælg det klippeprogram, eleverne tidligere har arbejdet med. Hvis eleverne ikke har prøvet at klippe en film sammen før, anbefaler vi WeVideo, der ligger på SkoleTube.

Tidsforbrug:  5 lektioner – heraf 2 lektioner til optagelse derhjemme og 3 lektioner i skoletiden

  •         10 min. til præsentation af forløbet i god tid før I starter på forløbet

  •         20 min. til forberedelse af indhold for de to familieportrætter

  •         15 min. til gennemsyn af og dialog om de to video-essays:

    • GÅ MED KAMERAET og BILLEDBESKÆRINGER.

  •         80 min. til optagelse af 2 familieportrætter - derhjemme

  •         60 min. til klipning af eget familieportræt**

  •         40 min. til præsentation og feedback på gruppernes film i klassen

**Hvis eleverne ikke har erfaringer med klipning af film, anbefaler vi, at I afsætter i alt 90 min. på, at eleverne først orienterer sig i vores video tutorials i klipning og derefter klipper deres film.

Om øvelsen: Denne øvelse forløber sig over et par uger: Først skal du indhente godkendelser fra elevernes forældre til, at de må optage derhjemme. Dernæst er det en god idé at give eleverne ca. en uge til at finde en passende eftermiddag, hvor de kan filme derhjemme.

Makkerparrene skal forberede, optage og klippe to familieportrætter à 1-2 min. pr. film. De to portrætter skal være dokumentarfilm, hvor eleverne præsenterer hver deres familie derhjemme – deres titel (mor, far, søster, bror), navn, alder. Og de skal vælge 2 emner, som de synes er interessante at fortælle om deres familiemedlemmer.

Da øvelsen lægger op til, at optagelserne foregår hjemme hos elevernes familier, kræver det, at forældrene er orienteret om forløbet og giver deres accept til at medvirke som familie. Her skal I også informere om, at filmene kun vil blive brugt til skolebrug og ikke offentliggjort.

Fagligt fokus: Eleverne trænes i at tale om nære emner – i dette tilfælde familien - i et engelsk hverdagssprog. De får viden om ord og fraser til at præsentere deres familie. Endelig trænes eleverne i at give feedback til andre på engelsk.

Filmisk fokus: Eleverne trænes i at tilrettelægge en mindre filmproces fra idé til færdigt produkt. De opnår viden om udvalgte filmiske virkemidler, optagelse og efterproduktion ved at udarbejde et familieportræt som dokumentarfilm.

For at gøre familieportrættet spændende at se på, skal eleverne arbejde med følgende filmiske virkemidler i optageprocessen:

  • Gå med kameraet

  • 3 forskellige billedbeskæringer (halvtotal, halvnær, nær)

I forberedelsesprocessen skal makkerparrene indkredse, hvad de vil fortælle om deres familie. De skal også slå centrale ord op, som de skal bruge til deres engelske præsentation. Her anbefales det, at du tjekker de vigtigste engelske ord og fraser sammen med makkerparrene.

Eleverne guides til, hvordan de gør deres portrætfilm spændende at se på med vores to videoessays, GÅ MED KAMERAET og BILLEDBESKÆRINGER, som I skal se og gennemgå på klassen før grupperne går på optagelse.

I optagelsesprocessen skal fotografen have styr på de tre optageregler.

Makkerparrene splitter op og klipper hver sit familieportræt.

Forløbet afsluttes med visning af elevernes film og feedback på klassen på engelsk ud fra udvalgte sproglige fokuspunkter. Da der er mange portrætfilm, anbefales det at splitte feedbackdelen op i 2 afdelinger fordelt på to forskellige skoledage.